23948sdkhjf

Lysten til at blive iværksætter falder

Vi er blandt verdens mest positive over for entreprenørskab, men vi vil ikke selv starte noget nyt.
I Danmark er vi vilde med iværksætteri, men vi har svært ved selv til at tage skridtet og blive selvstændige. Det viser Amway Global Entrepreneurship Report 2016, hvor 1000 danskere er blevet interviewet, og resultaterne er blevet sammenlignet globalt.

Hele 94 procent har en positiv indstilling over for entreprenørskab, og det er markant højere end det internationale gennemsnit på 77 procent. Til gengæld er det kun 40 procent, der kan forestille sig at starte egen virksomhed, hvilket er et fald på fem procent fra sidste år.

- Amway Global Entrepreneurship Report viser os hvert eneste år, at den danske holdning til entreprenørskab er væsentlig mere positivt end hos gennemsnittet i resten af verden. Alligevel oplever vi, at danskerne ikke har det store iværksætter gen, da det kun er under halvdelen af de adspurgte, som kan forestille sig at starte egen forretning. Med undersøgelsen prøver vi blandt andet at kortlægge, hvilken faktorer, der afholder mennesker fra at blive entreprenører, forklarer Mette Henius, salgschef hos Amway Scandinavia.

Indflydelse bremser skabertrangen
Kim Klyver, der er professor i iværksætteri ved Syddansk Universitet, forklarer den store forskel mellem den positive indstilling og manglen på danskere, der kan forestille sig at starte egen virksomhed, med det danske velfærdssystem:

- Det at starte sin egen virksomhed er at løbe en risiko. I Danmark har vi skabt et socialt sikkerhedsnet, der ikke er videre stimulerende for risikovilligheden, og det kan være et problem i forhold til at få de økonomiske hjul i gang, siger Kim Klyver, der peger på, at mange danskere allerede får indfriet deres iværksættertrang i det etablerede erhvervsliv.

- I Danmark har vi et fladt hierarki, og vi har samtidig stor indflydelse på vores arbejdstid osv.. Så danskerne får i høj grad mulighed for at leve deres indre entreprenør ud på deres arbejdsplads i forhold til andre lande, lyder det fra Kim Klyver.

Modstand fra familien
Undersøgelsen viser også at over halvdelen klar til at droppe drømmen på grund af modstand fra familie og venner.

For anden gang i Amway Global Entrepreneurship Reports historie lanceres ‘Amway Entrepreneurial Spirit Index, der tager temperaturen på iværksætterånden. Her bliver der målt på tre dimensioner:

1) Ønsket: Ønsker danskerne at starte en virksomhed?
2) Parathed: Er danskerne parate til at starte en virksomhed?
3) Stabilitet: Er danskerne parate til at håndtere det sociale pres, der kan være på iværksættere. Herunder om man vil lade ens sociale miljø, såsom familie og venner, afholde én fra at starte en virksomhed

Analysen viser, at 60 procent af danskerne ønsker at starte egen virksomhed, og 52 procent er overbeviste om, at de har evnerne til det. Til gengæld er over halvdelen klar til at droppe deres drøm på grund af modstand fra omgangskredsen. Kun 45 procent vil ikke lade sig stoppe, hvis familie eller venner står i vejen for dem.

På linje med Europa
Samtidig kan kun 18 procent af danskerne svare ja til alle tre dimensioner, dvs. ønsket, parathed og stabilitet. Til en sammenligning er tallet globalt set noget højere (24 procent), mens det europæiske gennemsnit er næsten på niveau med danskerne (19 procent).

- Det er et problem, at så mange danskere vil opgive deres drøm på baggrund af familie og venner – særligt hvis dem, der springer fra er dygtige. Generelt er danskerne gode til at acceptere hinandens karrievalg, men vi har bygget en lønmodtagerkultur op, der gør, at mange tror på, at en karriere kun kan blive bygget op via ansættelser – og ikke som selvstændig, siger professor Kim Klyver.

Alder sænker iværksætterpotentiale
Alderen har også en indflydelse på, hvorvidt man kan forestille sig at starte egen virksomhed. 56 procent af respondenterne under 35 år kan nemlig sagtens se sig selv som selvstændige mod 40 procent af de 35-49-årige. Værst ser det dog ud for gruppen over 50 år. Her kan kun 30 procent forestille sig at give sig i kast med iværksætteriet.

- Som ung har man mindre at miste og er derfor mere villig til at løbe en risiko. Når man er over 50, har man ressourcerne, men har samtidig mere at miste i form af hus, formue osv. Alt i alt kan man bedre se perspektiverne i at være selvstændig, når man er ung, lyder det fra professor Kim Klyver.

Mænd mest risikovillige
Rapporten viser endvidere, at uddannelse spiller ind i forhold til at se sig selv som selvstændig. 44 procent af respondenterne med en universitetsgrad kan bedre forestille sig at starte en forretning op i forhold til 40 procent, der ikke har en universitetsgrad.

Ifølge undersøgelsen er 47 procent af de danske mænd mere risikovillige, når det gælder om at starte noget nyt op, da kun 34 procent af kvinderne svarer, at det er sandsynligt, de vil kaste sig ud i iværksætteriet. Men i forhold til sidste år er forskellen mellem kønnene mindre, da 53 procent af mændene og 36 procent af kvinderne svarede, at de var klar til at starte egen virksomhed.

Vi ønsker selvrealisering
Det, danskerne synes er mest tiltrækkende ved at være selvstændig, er, at det giver mulighed for selvrealisering og at kunne føre egne ideer ud i livet (77 procent), men også uafhængighed fra en arbejdsgiver og at være egen chef (71 procent) trækker i danskerne. Derefter følger muligheden for en ekstra indkomst (47 procent) og tilbagevenden til arbejdsmarkedet – som et godt alternativ til arbejdsløshed (41 procent). Endelig mener 34 procent, at det er nemmere at styre fritid, karriere og familie som selvstændig.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092